Så skal der vedligeholdes! :-)

#281 af Girl next door

Hvor meget tillader I at jeres vægt svinger? Og hvordan får I reguleret, når det er? Begge veje?

Synes godt nok det er svært at vide, hvornår det er i orden at vægten lige svinger lidt for langt ned, lidt for højt op uden at det bliver for meget og uden at det er "mere vil ha' mere"....

#282 af calcit

jeg kan ikke selv give et fornuftigt bud. Kun at der skal gøres en evig indsats når man en gang har vejet mere. Min vægt vil hele tiden stige. Oplevede i november det gik helt vildt hurtigt....også hurtigere end forventet...så jeg er meget åben over for kloge ord. Hvis vægten stiger hurtigt må margen skulle være lille her været min teori.???

#283 af emmi

I mit hoved er et vægtudsving på mere end 1-2 kg der hvor mang skal tænke sig om. Her på siden får du en reminder om at passe på når du er 1,5kg fra dit mål.
I mit hoved er en for lav vægt lige så farlig som når den stiger.
Tilgengæld er det let at vide hvad man skal gøre når den stiger ik, bare spise mindre.
Det burde være lige så let når den falder- altså bare spise mere- men man kan let blive bekymret ik- for hvad hvis den stiger for meget?
Der er nok ikke nogle lette løsninger desværre..
Det vil nok altid være en kamp- i perioder mere end andre..

#284 af Girl next door

Dejligt at I vil dele jeres tanker med mig :-)

Tror desværre du har ret, Calcit, i at en gang problemer med vægten....Til gengæld synes jeg det er en god tanke, at rette sig ind efter, hvordan vi hver især fungerer. At hvis vægten er hurtig til at stige, så må margen være lille....

Emmi:
Jo, det burde vel være simpelt det der med vægt... stiger den for meget, skal man "bare" tabe sig, falder den for meget skal man "bare" spise lidt mere igen...personligt synes jeg det er lettere at tabe mig end at vedligeholde eller tage på. Netop fordi, som du nævner, at jeg er bange for pludselig at tage for meget på igen.

#285 af calcit

Meget enig GND...men ved at margen er snæver vil det også være et konstant pres. Men det kun ud fra at leve med lavt stofskifte jeg tror det. Personligt har jeg aldrig haft for lav vægt...jeg er en 167 og vejede flere år 57 kilo og det var perfekt dengang. I dag er det ikke realistisk. Jeg kunne så vælge at ville veje mere fast men det har jeg ikke lyst til.

#286 af emmi

Tror også du skal tænke meget over at din vægt blir ved at falde GND..
Det er ik for at være en lyseslukker el noget- for der er ingen tvivl om at det er fantastisk at du har tabt dig- det er en kraftpræstation at tabe sig mange kg:-)
Grunden til at jeg blir ved at nævne den dalende vægt er- at jeg jo ved du har lidt af spiseforstyrrelse. Det har jeg også og ved det meget meget let blir en glidebane- har en fornemmelse af at vi tænker meget ens omkring vægten..
Du ville jo ikke begynde at sætte din max vægt op- hvis du begyndte at ta på vel?;-)
Men vi lærer hele livet igennem og du er opmærksom på situationen og taler højt om det- det tror jeg er rigtig vigtigt:-)
Jeg selv har nu klaret 1. dag uden slik. Jeg føler mig mega sund- har spist rigeligt med frugt og grønt og fået lækker fisk til aften. Nu vil jeg ta op og træne om lidt og glæde mig over at jeg har klaret dag nummer 1 uden slik-orgie:-)

#287 af 0608

Hej

Jeg kan forstå, at både GND og emmi har været igennem et forløb med spiseforstyrrelse - da efter gymnasiet udviklede jeg i en periode anorexi - den gled dog meget hurtigt over i tvangsspisning/overspisning, hvorfor jeg tog 20 kg. på alt for hurtigt.
Jeg holdt lav profil med mine spisetanker (gik ikke til psykolog) og min omverden var bare glad for, at jeg tog på. Eftersom jeg ikke fik professionel hjæp, gik jeg i mange år og kæmpede med mine spisetanker - vægtmæssigt kunne min omverden ikke se mine problemer, fordi jeg holdt en streng diæt i hverdagen og overspiste/tvangsspiste i weekenden.
Først nu er jeg ved at få oparbejdet et så sundt forhold til mad og fornemmelsen af sult/mæthed, at jeg føler, at jeg har kontrollen.
Jeg er dog dødtræt af, at mad fylder så meget i min hverdag! Der går ikke et par timer uden at jeg tænker på, hvornår og hvad jeg burde spise, træne, spise sundt,sødt, fedt eller andet. Vægten ville jeg gerne på hver dag, men øver mig i kun at bestige om torsdagen.
Jeg kan mærke, at dét at være i dette forum både er godt for psyken, men samtidig holder mig fast i gamle mønstre om at fokusere så meget på mad.
Der findes faktisk mennesker, der kun spiser, når de er sultne og ikke hele tiden tænker på, om de nu er sunde eller sunde. Gid jeg var sådant et menneske. Det er mit nytårsforsæt.
Taler jeg helt volapyk, eller er der nogen af jer, der kan følge mine tanker?

#288 af Girl next door

Emmi:
Jeg ved at når du gentager det med vægten, så er det fordi du drager omsorg og ikke er ligeglad. Og tak for det :-)

Jeg føler mig på ingen måde fanget i spiseforstyrrelsen mere og jeg tror at jeg har lært lektien som fremkaldte bulimien. Om ikke andet så er mit liv ikke længere sådan at det trigger bulimien, så derfor tror jeg ikke det handler om noget i den stil. Og jeg er heller ikke i den anden grøft med anoreksi - jeg spiser regelmæssigt, sundt og sørger for at få nok kalorier - i hvert fald i følge mad i tal. Måske virkeligheden ikke helt passer til længere...

Jeg har tænkt at jeg skal lege lidt med, hvor meget jeg kan spise. Mad i tal har bare altid passet til "virkeligheden", så det er en mærkelig situation at stå i, at mad i tal, siger at jeg har spist for meget og har taget lidt på, men vægten siger noget helt andet.

Jeg er sikker på, at jeg finder ud af det hen ad vejen - øvelse, øvelse, øvelse - ligesom dengang jeg skulel lære at tabe mig på den gode måde ;-)

#289 af Girl next door

Vz:
Det giver rigtig god mening, det du skriver.

Jeg kender dig jo selvfølgelig ikke, hverken personligt eller hvordan du håndterer det med mad og spiseforstyrrelse osv. Så det jeg skriver nu, er kun i forhold til det, du lige har skrevet.

Som jeg læser det, så tænker jeg, at du er godt på vej. Du har besluttet at komme ud af spiseforstyrrelsens greb og er godt i gang med at øve dig i at mærke dig selv og at spise sundt.
Når jeg sammenligner med min egen proces, så kan jeg godt huske den fase. Den er fandens hård. En kamp om at komme tilbage til et normalt liv, hvor, ja, mad netop ikke fylder alting, ikke får lov at gennemsyre hver eneste dag, hver eneste tanke, hver eneste følelse.

Det var en fase, der tog meget lang tid for mig. Der skulle meget selvransagelse til og det var først, da jeg opdagede, hvad der triggede bulimien, at jeg kunne gøre noget ved det - og det krævede mod - for det betød at jeg skulle ændre mange ting omkring mig, ændre ting ved mig selv og min måde at tænke på- og især sige nej til ting, hvor jeg før sagde ja. Mest fordi jeg ikke fær havde turdet at sige nej.

Kampen du kæmper nu, er, set i mine øjne, kampen for at få lov til at være dig selv. Og det kan godt tage tid. Jeg vil dog også sige til dig, at hvis du fortsætter med at kæmpe for dig selv, så skal det også nok komme og der kommer lidt mere balance i det med tanker og følelser omkring mad. Nogen kommer ud på den anden side og har et rigtig fornuftigt forhold til mad, andre ikke. Jeg synes selv at jeg fungerer rimeligt i forhold til, hvad jeg har været igennem, men ved også at mit forhold til mad stadig er unaturligt i kraft af at jeg bruger mad i tal hver eneste dag. Det er min velsignelse, men også min forbandelse. Netop fordi som du skriver, så hjælper det dig, men det fastholder også nogle mønstre. Mange af os herinde på mad i tal, vil altid skulle være opmærksomme på, hvad vi spiser og hvornår og regulere vægten rimelig ofte. Det er det lod vi har i livet, fordi vi har lært at bruge maden til alt muligt andet end "bare" at spise os mætte.

Jeg tror at selvaccept gør en stor forskel. Du er god nok som du er. Og indse det: du bliver sikkert aldrig sådan en, der bare kan spise og have et naturligt forhold til mad. Og hvad så? Du kan blive den bedst mulige udgave af dig selv. Og det er da meget bedre ;-)

#290 af 0608

GND:
Mange tak for dit indlæg! Som du selv skriver, kender du mig slet ikke - men ikke desto mindre rammer du fuldstændig plet!!
Jeg er netop dér, som du beskriver, og først nu føler jeg, at jeg er ved at opbygge et sundt forhold til mad uden at have følelse af skyld og dårlig samvittighed bundet ved mad, vi forbinder med værende usund.
Du har SÅ ret! Det er en lang proces, der dog går rigtig godt for tiden. Jeg bliver nok aldrig én, der bare spiser "per gefühl", men det er også fint nok!
Endnu igen, tak for bidraget :)