At genfinde glæden ved mad

#21 af bruger slettet

ved nærmere eftersyn kan det også godt være det er mig der har misforstået dit indlæg Iakob, og ikke dig der har misforstået situationen. Jeg har bare brug for minusregler, for ikke at blive sindsyg altså

#22 af bruger slettet

okay undskylder Iakob- så lige på dit indlæg med nye øjne - hæftede mig ved tanken om guleroden; der naturligvis ikke var et eksempel der vedrørede min tanke om sund mad, men mere et eksempel på hendes måde at tænke på. Daaaammnnn jeg er langt ude lige nu- sådan rent psykisk. Har ikke indtastet i 2 dage, og kan slet slet ikke klare det. Er simpelthen ved at blive vanvittig over ikke at vide om jeg tager på. Har virkelige lyst til at drikke i weekenden; har ikke været ude en måned rigtig, har bare trænet og læst i weekenderne, og kort set veninder ellers bare isoleret mig, men er bare bange for jeg ikke har plads kaloriemæssigt.. åååhhhh........... gider det ikke.. alle de tanker i mit hoved.. det hjælper at skrive det ned her... Det er vist min tur til at lægge panikagtige indlæg ud på forummet

#23 af iakob

Amalie.. det er før sket at jeg har misforstået hvad andre siger. Tit forstår man jo ting ud fra ens egne oplevelser og erfaringer. Og følelsesmæssige register. Det er lidt svært at gøre andet.

Men det lyder faktisk som om at du godt kunne bruge lidt hjælp. En god snak med en rolig og fornuftigt overskudsperson - måske en person i din familie fra dine forældres generation (feks din mor?)- kunne måske hjælpe til at få nogle ting på plads. Eller tag kontakt til din veninde og fortæl hende hvorfor du ikke har kontaktet hende og få en god snak med hende. Og lav så en aftale med din læge... især hvis du bliver ved med at tabe dig.

Det du siger, kan jeg egentlig godt genkende - bare ikke helt på det niveau. Jeg var også lidt nervøs de første dage hvor jeg ikke indtastede, men det var jo hverdage og jeg spiste ikke anderledes. Til gengæld vejede jeg mig hver dag (det har jeg stort set gjort hele tiden) - men nu er jeg da begyndt at glemme det af og til. Jeg vejer mig stadig flere gange ugentligt for at sikre at jeg ikke er krøbet over en ny maks værdi.

Og så vil jeg gerne henvise til Dr Beck, der skriver noget i retning af: der er forskel på din minimale opnåelige vægt og din minimale vægt der kan vedligeholdes. Det har jeg også måtte sande - jeg kunne faktisk godt nå ned på 56 kilo og så stadig leve sund. Men hvis der skal være plads til lidt usund mad ind imellem, så er min vægt lidt højere. Jeg går lige nu og overvejer om ikke jeg skal bide i det sure æble og kalde min minimale vægt der kan vedligeholdes for 60 kilo. Dr Beck siger at hvis ens minimale opnåelige vægt og ens minimalt vedligeholdesesvægt er ens (eller næsten ens) så mangler der nok lidt realisme i situationen. Hun siger at sandsynligheden for at man holder et varrigt vægttab er større hvis der er forskel på de to typer af vægt. Så.. hvis du tager en kilo eller to på når du giver slip for kontrollen, så kan det være et udtryk for denne mekanisme. Den tanke har hjulpet mig til at undgå den værste panik og også at indstille mig på en mere realistisk varrig vægt.

I øvrigt så kan man jo altid - hvis vægten stiger alt for meget - tage en hurtig madital-kur registrering igen for at finde synderen. Vi ved jo hvordan man gør :-)

Har du været ude at købe nyt, smart tøj? Har du rigtig *nydt* frugten af al dit arbejde? Høstet belønningen i form af beundrende og anerkendende blikke og bemærkninger, små tøjstørrelser, konkurrencer i f.eks. løb hvor man klarer sig på lige fod med andre, brugt er kvarter foran spejlet med at beundre dig selv i din eva-kostume? Alle de ting som du regnede med at få ud af dit vægttab - har du fået dem? Har du smagt på den oplevelse?

#24 af bruger slettet

For lige at besvare dit sidste spørgsmål først: Ja jeg nyder at være tynd i fulde drag. Jeg havde aldrig troet , at der var så mange goder forbundet med det at være tynd. At købe tøj er lige pludselig fantastisk ( OK, jeg har altid haft et shoppe-gen) men alt sidder jo bare! kvinder misunder en og ikke mindst er det kommet bagpå mig, hvor eftertragtet man lige pludselig bliver, bare fordi man bliver tynd- at fyre rent faktisk synes man er lækker og ringer konstant. Kort sagt:
JEG ELSKER AT VÆRE TYND!!!!!!! Og jeg vil ALDRIG aldrig nogensinde være tyk igen; aldrig nogensinde! Og det henleder mig jo så til det næste -
- jeg er nemlig bange for at hvis jeg slipper kontrollen, så bliver jeg tykkere, og det vil jeg bare ikke være. Det vil jeg bare ikke. jeg er modsat dig panikslagen over om min vedligeholdelse mindstevægt skulle være en del højere end min nuværende vægt. Hvad beror jeg denne antagelse på: Jo jeg synes bare ikke, da jeg gik i gang for et par år siden, at jeg spiste væsentlig usundt, og jeg dyrkede ligesom 70 timers motion om ugen; 10 timer dagligt +/ - ( pauser er inkluderet, men under alle omstændigheder dyrkede jeg meget-rigtig rigtig meget), altså inden mit vægttab. Alligevel var jeg smadder tyk!

Jeg er begyndt at snakke med nogen om det. Eller det vil sige, en fra min projektgruppe har tidligere arbejdet med MEGET anorektiske piger, altså piger, der var døden nær. Og hun gjorde mig opmærksom på, at hun kunne se den var helt gal- og ja så kom det ligesom ud den vej. Jeg havde prøvet lidt inden; skrevet til en sportspsykolog og oprettet det her indlæg. Nu er jeg heldigvs en meget åben meget refleksiv person; så er jo slet slet ikke ude i en spiseforstyrrelse; men jeg kan mærke den er gal - og jeg ikke selv alene kan komme videre herfra. Jeg ved jo udemærket godt hvordan og hvorledes man skal gøre - man skal spise - men det handler jo lige netop ikke om mad, men om følelser på det her punkt. Eller i hvert fald også om følelser.

#25 af iakob

Hm.. jeg er lidt den type at jeg søger den gyldne middelvej. Det lød meget rigtig for mig da jeg læste Dr Becks beskrivelse af ens opnåelige mindstevægt og ens mindste vedligeholdelsesvægt - og hvis det var rigtigt så indså jeg hurtigt at det ville være kamp op af bakke at prøve at holde den opnåelige mindstevægt. En kamp der giver anledning til nederlag og dermed en risiko for trøstespisning, dårlig selvværd - og øget vægt.

Så for at skåne mig selv (og min familie) for det (og den hysteri og panik som ville følge med) så valgte jeg at justere mine forventinger. Det skete altså ikke bare lige fra den ene dag til den anden. Jeg tror jeg har gået og tumlet med det i en måned eller så.

Du bliver også nødt til at lære at stole på dine kontrolforanstaltninger der værner dig mod større vægtstigninger. Prøv at skrive dem ned og evt lægge en handlingsplan for hvornår og hvordan du skal tage dem ibrug - og hvad du skal gøre hvis vægten stiger. Indlæg f.eks. en endeløs række af ugentlige vejninger i din kalender i mobiltelefonen. Lav et skema hvor du holder styr på din motion (jeg bruger tiden som den væsentlige enhed - mit mål er motion der svarer til 30 minutter gennemsnitligt).

Prøv at kikke her: madogmotion.blogspot.com - det er min blog. Den er ikke helt ajourført fordi jeg har været (og stadig er) syg. Prøv at kikke nederst på siden - der kan du finde en graf for min motion (heller ikke ajourført). Data er indtastet på et regneark via docs.google.com og så har jeg der lavet en graf som jeg har offentliggjort - og linket til fra min blog. Alt sammen ganske gratis.