At genfinde glæden ved mad

#1 af bruger slettet

Har bare lige brug for at skrive nogen tanker ned, og min dagbog er snart proppet :-)
Det er sjovt, da jeg startede på min kur for 2 år siden var målet på det tidspunkt at komme ud over behovet for at glæde sig over mad, at se mad udelukkende som værende et middel mod sulten. Af samme grund fratog jeg alt nydelsen fra det at spise, og så kun mad ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv.
2 år efter, 20 kg. lettere og uden synderligt behov for for at tabe mig yderligere, tror jeg det er på tide jeg finder nydelsen frem igen. Nydelse i forbindelse med mad skal ikke forstås på den måde at for at nyde mad skal det være usundt. Tværtimod- jeg er for længst kommet ud over alle de faldgrupper der hedder sukker og fedtholdigt fastfood; nej jeg tænker mere i retning af at kunne nyde en rugbrødsmad uden at tænke at i en skive rugbrød er der så og så mange kalorier i; at kunne nyde en banan fordi den smager godt, istedet for at tænke at den indeholder meget frugtsukker. Jeg synes det er pokkers svært at finde den balance; på den anden side må jeg overbevise mig selv om ( og det er nok her jeg behøver hjælp!?!), at en sund livsstl med kostprincipper bygget op omkring frugt og grønt, groft, magert og sunde fedtsyre, samt 4-5 gange ugentlig træning i et fitnesscenter, ikke får mig til at havne i fede-pige-kategorien igen. Den tiltro har jeg ikke fået endnu, og derfor kan jeg ikke slippe kalorietælleriet- ergo en stor stor del af nydelsen ved mad går tabt... synes det er svært...

#2 af iakob

Du kan starte med at gøre dine spiseomgivelser hyggelige. Put stearinlys og/eller en blomt på bordet. Anret maden på tallekenen. Se så på maden inden du starter. Kik på farverne (et måltid i forskellige farver er også et tegn på et sundt måltid) - rødt, gult, grønt, hvidt og brunt. Kik på grøntsagerne og tænk på hvor friske og lækre de var. Kik på kødet og tænk på hvor godt et stykke kød det er. Duft til maden.

Og smag så. Tyg langsomt. Læg mærke til om du har surt, sødt, bitter, salt og umami (kødsmag). Hvis de alle er der, så er det et afballanceret måltid. Ofte mangler sødt til aftensmåltidet - så kan man tage lidt frugt til desert. Læg mærke til konsistensen. Er det hårdt, blødt, glat, ruflet eller sprødt?

Hvis man har kastet sig ud i advanceret madlavning, så er det faktisk dobbelt nydelse - man nyder at have lavet et godt stykke arbejde og man nyder maden :-)

#3 af bruger slettet

det er nu ikke på den måde jeg ikke kan smage mad og nyde det. det er mere at lære at tøjle samvittigheden og helt helt sikkert stoppe med at kategorisere mad som værende tal

#4 af iakob

Det var også tænkt som en måde hvorpå man kan beskæftige tankerne på en positiv måde omkring maden så de indre talkolonner ikke får lov at komme marcherende :-)

#5 af ninse (slettet)

Når du skriver, du ikke kan slippe kalorietælleriet, er det så ment sådan, at du føler, det er nødvendigt at taste det ind, eller er det oppe i hovedet?

Jeg tror nemlig, det er vigtigt, at vi har nogenlunde styr på kalorieindtaget "i hovedet", men vi skal selvfølgelig arbejde på at slippe "totalkontrollen", hvor alt skrives ned.

Jeg er heller ikke klar til at slippe "indtastningen" endnu og jeg ved heller ikke hvornår jeg bliver det, men jeg øver mig! I en længere periode har jeg prøvet at vurdere vægten på det jeg puttede på min tallerken og så først vejet det bagefter. En ganske god øvelse, og jeg er blevet rigtigt god til at vurdere. Jeg regner med at indenfor den næste måneds tid, er jeg klar til at slippe vejningen af alt min mad.

Lige nu arbejder jeg på, at beregne kalorierne i hovedet, spise min mad og så først bagefter taste det ind. Min langsigtede plan her er
at nå til et punkt, hvor jeg taster kalorieindtaget ind for hele dagen den følgende dag som en slags kontrol (jeg skal jo nok gøre brug af en lille bog i begyndelsen) og senere slippe indtastningen.

Altså:
1) Stoppe med vejningen af min mad
2) Taste hele dagens kalorieindtag ind på én gang som kontrol.
3) Slippe indtastningen

På den måde håber jeg at nå frem til, at jeg i mit hovede har en idé om, hvor mange kalorier, jeg putter indenbords og alligevel kunne nyde at spise den, fordi jeg ved, min livsstil grundlæggende er i orden.

#6 af ninse (slettet)

Hov, jeg fik ikke lige skrevet det sidste:

og, jeg har besluttet mig for at jeg resten af mit liv skal stille mig på vægten én gang om ugen, så kan jeg reagere med det samme, hvis der er for store udsving. Badevægten er jo sådan set den bedste kontrol.

Jeg ved ikke, om det var et svar du kunne bruge. Måske er du allerede nået forbi alle mine "mål", men under alle omstændigheder tror jeg, at vi resten af vores liv er nødt til, i en eller anden grad, at være fokuseret på kalorieindtaget. Der var jo oprindeligt en grund til, at vi blev for tykke.

God weekend
Nina

#7 af veile

Jeg kan sagtens følge dit problem.

Jeg er efterhånden så rutineret med mad og indtastning at jeg typisk gætter mit daglige indtag imens computeren opdaterer siden, og jeg gætter det typisk indenfor 100Kcal.

Sideeffekten er jo så at jeg altid ved ca hvad et måltid, en banan osv. koster i regnskabet og dermed har jeg hele tiden indtaget i meget kort snor.

Jeg ser dog ikke nydelsen og kontrollen som to modsatrettede, da jeg absolut nyder min mad og ikke har dårlig samvittighed så længe jeg ved jeg ikke har overskredet min psykiske grænse for hvor mange kalorier der er OK.
Til gengæld har jeg så rigtigt svært ved at flytte min psykiske grænse, og det vil helt sikkert komme til at drille mig når jeg engang skal opnå et ligevægtsindtag.

Tror bare at det kræver øvelse at stole på sig selv, så mon ikke det kommer efterhånden ?

#8 af bruger slettet

Tak for alt responsen. jeg ved det virkelig ikke. Da jeg var i usa over sommeren brugte jeg ikke madital- bare mit hoved , ikke til at tælle men til at lytte efter min krops signaler- og endte med at komme hjem ca. med samme vægt. men efter jeg er kommet tilbage er jeg blevet besat igen. jeg tænker bare at hvis man har en livstil med sund kost og masser af motion, burde det at tælle være unødvendigt!?! ( jeg kan ligesom veile gætte mit indtag med plus minus 100 kcal ) - og det er altså ret belastende i længden ikke lige at synes at man har plads til en gulerod mere, hvis man nu virkelig har lyst til en gulerod eller et æble eller hvad det nu. Mon vores krops signaler ikke er den bedste måde at kontrollere vores vægt på og det er at overhøre disse der i første omgang har gjort os tykke??!?

#9 af veile

Puha, jo det er en go' pointe. Tænker også somme tider om jeg mon nogensinde bliver i stand til at undvære min støttepædagog (madital) eller om jeg mon virkelig skal indtaste resten af livet......

Faktum er bare at hvis jeg var i stand til at lytte til min krops signaler var jeg jo aldrig blevet tyk, vel ?

Jeg har aldrig haft et fornuftigt forhold til slik og kager. Heller ikke som barn, men der spiste jeg bare meget lidt til hverdag (kræsen) så der gjorde det ikke noget i forhold til vægten. Men jeg spiste mig ofte mavepine til når vi var i byen.
Så den evne du mener burde være indbygget i kroppen (sig stop når det er nok) tror jeg faktisk aldrig jeg har haft, og derfor vil det være et kæmpe "leap of faith" hvis jeg nu antager at det bør jeg kunne og derfor skal jeg........

Når det er sagt, så må man jo øve sig, og måske det så en dag bare vil ligge på rygraden. I mit tilfælde vil der dog helt sikkert altid være tale om KONTROL

#10 af bruger slettet

naturligvis skal man altid være på- det er jeg helt med på, og fx. hvis man havde en dag hvor der røg noget usundt ned, jamen så måtte man lige i gang med tælleriet. tænker mere på normalt, hvor man spiser præcis efter anbefalinger, dyrker motion og sådan.
Tror du slet ikke du har nogen signaler eller overhører du dem bare?
Det er jo det med at lytte til dem, og det var måske i virkeligheden det, der ville være målet med en livsstilændring.. At lære at lytte...