MANGE kilo vægttabere??

#51 af karina lykke (slettet)

Uhhh, ja kyllingeskind elsker jeg også bare. Uhmm.. Helt sluppet for kalorierne er jeg nok ikke, og weekenden har åbenbart også gjort lidt alligevel, jeg har ihvertfald taget på siden torsdag. Øv... Men, pyt nu med det. Jeg er på den igen og en ting er helt sikkert, ikke flere ædeflip til mig i den dur, adr :-/

Nu vil jeg finde cyklen frem og cykle mig en lang tur, hvis jeg anstrenger mig kan det være ugen ender i nul, det er bedre end at tage på ihvertfald :-)

#52 af katzen (slettet)

Har faktisk også prøvet en enkelt gang at jeg havde ædt så meget at jeg endte med at kaste op, efter at have overgået til sund livsstil. Det er heldigvis ikke sket siden. Det er en ret ubehagelig og PINLIG oplevelse!! Man skammer sig virkelig over sig selv. Men ja, fra den positive side viser det jo bare at kroppen ikke kan klare de mængder mere.
Hilsen Katzen, som har svært ved at holde motivationen og har haft det siden fredag :S
Hvis I vil må I meget gerne lure min tråd og komme med gode råd...! Har brug for det!!

#53 af Slettet indlæg

Brugeren har valgt at få sine indlæg slettet.

#54 af Katj (slettet)

IIIIIh Flab, jeg bliver sgi altid så glad når jeg læser dine svar og indlæg!! Du skærer lige i gennem alt det hele og så er sagen fundet frem!!
Ja gu er vi ved at lære det - og den der er kommet op i den - nu kommer det barske ord - fedme kategori vi er - er ikke kommet dertil ved at spise for meget en enkelt weekend!! du har helt ret - og der er så meget der skal arbejdes med for at komme herfra. Det er jo ikke bare at spise sundt og motionere lidt mere... det er det HELE!! både at ændre sine madog motionsvaner, ens måde at bruge mad og den måde vi tænker om os selv og om mad!!!
sidder her i dag oger lidt øv over at vægten er gået yderligere op efter weekenden... men på den anden side så ved jeg jo godt at jeg ikke har spist for mange kalorier igår og at jeg har motioneret og styrketrænet så... jeg gør hvad jeg kan og så må det da vende på et tidspunkt.. tror jeg alvorligt skal overveje ikke at stige på vægten så ofte.. men den står der jo lige og vil jo gerne kunne se nogle resultater af det arbejde jeg synes jeg gør!!
nå vil ud og hænge lidt vasketøj op, så jeg kan forbrænde lidt kalorier ;) og tror sgi jeg vil begynde på lidt oprydning og rengøring også!! lukke computeren og komme i gang!
kan >i have en god dag derude - og på med vanten KArina - ros din krop for at sige fra!
og forresten tror jeg vil se ekstremt fed på torsdag kl 20.00..
aktive hilsner
Katj

#55 af silvercocker

Jeg fandt det en hel uoverkommelig og umulig opgave, da min vægt var på sit højeste, at tabe mig. Jeg fandt ud af BMI var over 40, altså sygelig fed, at jeg skulle tabe over halvdelen af min kropsvægt for at blive normalvægtig, og ja, jeg gav egentlig op. Min første kickstarter, det der fik de allerværste kilo væk, var to flytninger i løbet af et halvt år. Jeg gav altså op og det var omstændighederne der gjorde at jeg tabte mig, ikke viljen.

Jeg vil meget gerne høre hvordan I reagerede på realitionen at I skulle tabe så store mængder fedt. Var der falske starter, vægtøgning, smeltede 10 kg af kroppen bare af at se tallene på vægten? Hvad skete der?

Jeg har senere fundet motivationen, men hvor ville jeg ønske at der ikke skulle et dødsfald til før at jeg kunne tage mig selv i nakken og gennemtvinge en omlægning af mit liv.

#56 af karina lykke (slettet)

Tallene på min vægt har aldrig skræmt mig til at tabe mig. Nærmere modsat, jeg opgav netop som dig og tænkte at det også bare kan være lige meget....

I januar i år blev jeg forkølet, jeg røg på det tidspunkt 25 smøger dagligt. Min dårlige lungefunktion pga. rygning gjorde at jeg fik rigtig, rigtig svært ved at trække vejret, jeg blev forpustet og svimmel ved den mindste bevægelse. Det blev så slemt at jeg på et tidspunkt var ved at besvime da jeg hjalp min søn i nattøj. Min mand sad 150 km. væk og kunne ikke komme hjem pga. sne og jeg kunne bare overhovedet ikke få fat i nogen der kunne komme og hjælpe mig. Jeg måtte til vagtlæge og slæbte mig selv og min stakkels, trætte knap 3 årige søn med. Jeg fik en sprøjte med noget der udvider bronkierne og fik det hurtigt bedre. Men jeg var bange, jeg har aldrig været så syg og da jeg skulle til at have sprøjten kigger jeg ned på min dreng for at sige til ham det er ok, så ser han op på mig med angsten malet i ansigtet og et lille forsøg på et smil og klapper mig på armen. Min 3 årige stod og trøstede mig!!!! Fordi jeg ikke kunne lade være med at ryge!! Det er det mest forfærdelige jeg nogensinde har prøvet, det er bare ikke fair over for min dreng!
Jeg bestemte at jeg ikke ville dø fra min søn pga. dårlig livsstil. Derfor holdte jeg op med at ryge, og er nu langsom på vej ned i vægt.

Men det var svært at komme dertil og det tog lang tid. Men sådanne oplevelser, også som dig der oplever et dødsfald, sætter jo gang i tankerne om hvordan det er man lever sit liv, og hvordan man gerne vil forlade det.

#57 af silvercocker

Det er netop det at det er overskueligt at tabe 10 kg. Det kan overkommes. Men når man pludselig er oppe på at skulle tabe 40-50-60-70 kg, så svimler det for øjnene. Det er nok tankegangen med at 'gå på kur', at det er en midlertidig tilstand, mens at det siger sig selv at hvis man skal tabe et helt menneske's vægt, så er det ikke en midlertidigt, kortvarigt projekt, men noget der tager år.
Nu hvor vægttabet har været igang længe, nye vaner er blevet indprogrammeret, og det syntes at være blevet afbalanceret med besøg hos familien, sådan til at ophold hos dem ikke ødelægger det hele, ja så er det slet ikke så svært, eller så nedslående, at vægten falder og stiger i løbet af måneden. For to år siden ville jeg have dykket ned i chipsposer, literis, flødesovs og andet fedt snask af ren selvmedlidenhed og blot have taget endnu mere på. Sådan er det ikke længere, for livsstilen og reaktionsmønstret er lagt om, eller også er jeg blevet mere tykhudet.

#58 af katzen (slettet)

Godt med alle de tanker der bliver delt herinde!

For mit eget vedkommende måtte der også en grim oplevelse til for at jeg kom ud af start hullerne for alvor.
Jeg har prøvet mange gange efterhånden at tabe mig, men uden større succes. Og som for så mange andre endte det med jeg tog det hele på plus lidt til.
For et års tid siden fik jeg konstateret begyndende slid i ryg og hofter. Jeg er KUN 27 år!!!! Chok! Min krop og mine knogler skulle gerne holde mange år endnu. Det skyldes at jeg har en skævhed i kroppen som man ikke kan gøre noget ved. I sig selv ville det betyde at jeg ville være lidt mere slidt når jeg blev ældre end andre mennesker. Men fordi jeg så også slæber rundt på rigtig mange kgs overvægt, ja så slides kroppen meget hurtigere. Jeg tror nok lige jeg fik noget at tænke over!!!
Skræmmende at der skal sådanne oplevelser til, før man tager det seriøst,....
Det var så min version af hvorfor...
Katzen

#59 af Katj (slettet)

hvorfor?? hvorfor vil jeg tabe mig nu?? jeg vil gerne have et barn mere, jeg vil gerne være her når min søn bliver voksen, jeg vil gerne blive bedstemor.....
jeg vil gerne være en deltagende mor... jeg vil så mange ting, som jeg ikke altid gør fordi jeg er stor... men denne gang er det ikke så hårdt at komme igang... men var jeg ikke bukket under med den forbandede ryg - kan jeg godt tænke at så havde jeg været over halvvejs nu.... men pyt..

for mig har der ikke været en forskrækkelse, der var motivation og et godt tilbud.. på det for mig rigtige tidspunkt.
Jeg er sådan indrettet at hvis nogen vil "bestemme" hvad jeg skal, tabe mig ikke spise så meget bla bla bla... så skal jeg sgu nok vise dem at det bestemmer jeg selv! så da ryggen fik det skidt og jeg blev mødt af - du skal bare tabe dig... tja så ramte de mig da lige med et tveægget sværd.. for jeg havde tabt mig, jeg var igang med at træne ... og så ville min forbandede krop ikke være med!!!! Nu var jeg så god ved den og så gav den op! jeg røg lige ned i kulkælderen... kunne næsten ikke gå for smerter, kunne ikke løfte min søn... kunne ikke sove ordentligt... tja... trøstespise - se det kunne jeg! men jeg har holdt igen for ellers havde jeg over de 1½ år det har taget at blive rimeligt smertefri taget det hele på igen og mere til, men jeg har da stadig et lille minus på kontoen... og nu tænkte jeg at jeg har tiden til at være god ved mig selv... kunne gøre noget godt for min krop uden at presse den for hårdt.. spise sundt uden der går tid fra min søn.. med planlægning og så videre..
så der kommer jeg fra.... uden pres og chok men med der er ingen anden udvej hvis jeg skal have muligheden for at opnå det jeg gerne vil!

#60 af calcit

Selvfølgelig bestemmer du selv...men det er da en dårlig, for dig, synsvinkel. Det har du, din krop da ingen fordel af.

" den forbandede krop" har bare at makkeret. Den holdning har jeg også haft.Dog mildere grad. Hvad er det for noget den pludselig blander sig smerter og siger fra. ?Hvad er det så lige jeg må lære der? Mere ukærligt kan man næppe behandle sig selv?