Manglende opbakning

#1 af Anonym

Så er jeg faldet lidt i igen. Og som sædvanlig fordi jeg blev lokket og til sidst gav efter.

Hverken familie eller vennekreds synes at jeg skal tabe mig - ikke fordi de ikke kan se ideen i det men det er jo ligegyldigt om man vejer lidt for meget eller ej. Og motion er det rene tidsspilde.

Man køber slik og kager og fortæller glad at det har de købt for min skyld og når nu jeg er på besøg, skal vi have god mad (med masser af fløde osv. osv.)

Jeg har fortalt flere gange at jeg egentlig helst ikke vil lokkes og det kan de da godt forstå, siger de og fortsætter som altid.

Er der nogen der har erfaring med at stoppe dette? Jeg kan jo ikke isolere mig hjemme i lejligheden men er omvendt vildt træt af at det tager en uge at rette op på et besøg ude af huset. Lige i starten prøvede jeg at spise meget lidt af det fede noget, men det udløste en vis surhed.

#2 af Bøge (slettet)

Hej anonyme.

Jeg blev ærlig talt vred på dine vegne da jeg læste dit indlæg, for jeg synes ikke din omgangskreds respekterer dig og dine ønsker.

Du kan ikke lave om på dem, du kan udelukkende lave om på dig selv og det du udsender, så det er der du skal tage fat.

Du er nødt til én gang for alle at beslutte dig for at holde fast i DIN livsstil og DINE vaner, som DU har lyst til og behov for, og så lad din familie og venner om det de vil.
Hvis de presser på, så sig pænt nej tak, ingen bortforklaringer, ingen undskyldninger, bare NEJ TAK. Hvis de bliver ved, gentager du blot de gyldne ord NEJ TAK.

Det gider de ikke særlig længe, og når du holder ved, så vil de, hurtigere end du tror, holde op og lade dig om at vælge det du vil.

Hvis du har noget at skulle ha sagt hvad angår menuen, så sørg for at der altid er sunde alternativer, f.eks grønsager/salat til aftensmaden, og frugt til eftermiddagskaffen.
Ellers spørg om de har et stykke frugt, et æble har de fleste.

Sidst men ikke mindst, så er det vigtigste at være konsekvent, og ikke snyde dig selv. Det kan nemlig være lidt nemmere at "skyde skylden" på familie og venner, hvis man ikke kan holde sig til det man har lovet sig selv.
Men det er ikke deres skyld, du vælger selv hvad du putter i munden, uanset hvad de siger og gør, eller hvor sure de bliver.

Vær tro mod dig selv, overhold aftaler med dig selv som du gør med andre, dem ville du ikke svigte på samme måde.
Og tænk så lidt over hvorfor de så gerne "nøder" dig - er der måske lidt jalousi over at du lever sundt og træffer gode valg...?
Måske du kan bane vejen for en ny og sundere trend i din omgangskreds, og hvis ikke - så gør det for dig selv, du fortjener det!!

mvh
Bøge - der er kendt for at være "lidt mærkelig" hvad mad angår, og INGEN stiller spørgsmål. Jo, måske for at få gode råd, ellers ikke :0)

#3 af bruger slettet

Forstår dig udemærket.. Øv hva' man har mest lyst til at melde afbud ikke??
Men så må jeg spørge... Er du super tynd? Der er jo desværre nogen som er overvægtige og mener de er tykke :(
Jeg er heller ikke overvægtig, men har en delle om maven :( og på mine lår :(
Tit oplever jeg det samme, men nævner sjældent jeg er på kur. Så er der ikke så meget opmærksomhed for mig :) Så tager jeg ekstra salat, lidt kartofler, kød og dropper fx flutes. Siger jeg er mæt (som jeg er) og så må folk sige hvad de vil!! Jeg tænker bare over hvad jeg spiser. Selv mine søde svigerforældre køber nu light cola og serverer altid vand for mig. Så flotter jeg mig ind imellem med vin og måske lidr dessert. Det er der også plads til, hvis man har spist fornuftigt på dagen, og man fortsætter i det gode spor dagen efter igen... Det er nemlig vigtigt... Pøj pøj

#4 af bruger slettet

Mener selvfølgelig: at er UNDERvægtige og tror de er tykke !!

#5 af gtfh (slettet)

Hej igen.

Jo, nogle gange HAR jeg faktisk lyst til at melde afbud, men da jeg kun omgås mennesker i 2 husstande, så gælder det om alt at holde fast i det sociale liv der trods alt er.

Jeg er ikke specielt tynd - jeg vejer i dag 87 kg med polster om maven. Da jeg før jul var nede på 84 vurderede at jeg skulle smide 4 mere for at være i rimelig HOBBYcykelrytterform. Slet ikke skrællet, men bare uden for meget bildæk at slæbe med over bakkerne der i forvejen er onde for en sprintertype.

At de gerne vil putte i mig skyldes helt sikkert at jeg før var et madorgel. Især kage og chokolade har jeg altid været kendt for at kunne spise uhæmmet af. Det rygte kan jeg åbenbart ikke kaste af mig og gør nok det ikke lettere når jeg alligevel til sidst giver efter.

Jeg er glad for støtten om at det ikke bare er mig der er helt underlig og urimelig. Vil prøve at være superstandhaftig og se om det hjælper i længden.

#6 af claus (slettet)

Hej

Jeg kender så udmærket din situation og er også selv ude for det. Som en er inde på, så har man ligesom rygtet imod sig. Jeg har altid været den tykke dreng, der kunne konsumere en liter flødesovs og drikke et par flasker vin til. Det er jeg ikke mere, men rygtet hænger ved.

Men jeg har besluttet mig for, at det skal andre ikke bestemme. Så jeg spiser det, jeg mener jeg kan forsvare, og ikke andet. Hvis jeg kommer i byen og de kun har øl og vin, så henter jeg vand i hanen.

Så bliver jeg kaldt fanatiker og lyseslukker, men de vidste jo på forhånd, at jeg var på kur, så det er da ikke min skyld, at de får rester. Så må jeg leve med at de bliver fornærmet - det går da heldigvis hurtigt over igen...

Så mit bedste råd er: Meld blankt ud, at du lever sundt. Kald det en kur hvis du vil, hellere overdrive end underdrive, for ellers siver den ikke ind. Og hvis de så stadig serverer flødesovs, så siger du bare "nej, tak, jeg er på kur". De kan højst blive fornærmede et par gange, før de forstår den ;-)

Held og lykke med det - jeg håber dine omgivelser lærer at vise lidt forståelse. Og så kan det da være, at de selv lærer lidt sunde vaner af det...

Claus

#7 af Superwoman

Jeg ville bare lige give mit bidrag til denne debat - for jeg kender den godt.
Sandheden er at man ikke kan gøre alle glade. Og så må man vælge om man vil gøre sig selv glad eller de andre. Jeg synes, du skal vælge dig selv i denne sammenhæng - for det er da reelt ret barnligt og umodent at blive sur over, at du siger "ellers tak, men nej tak" til fed og usund mad.
Jeg ille ihvertfald blive ret stædig lige pludseligt. For at bliver sur i disse situationer er for mig at se passive-aggressiv (kan ikke lige komme på det danske udtryk) og et forsøg på at manipulere med sure miner. Sikkert ikke bevidst dog, men alligevel...
Du får dog en god øvelse i at sige nej nej nej tak. Og det er jo positivt. :-)

#8 af bruger slettet

Hej igen... Tror faktisk det nogengange er sværere for mænd. Vi tøser tager jo tit en skål salat og vælger kylling fordi vi (jeg) kan li det. Tager måske vand til maden, når man er i byen. Men hvis en mand før har spist meget og måske ikke er meget overvægtig, så er det svært pludselig at ændre, uden at folk kommenterer det!! Føler faktisk med dig. Min egen mand er ikke tyk, men har en lille ølvom ;) men somme tider tænker han over det, og beder måske om en dansk vand istedet for øl, der skal tit mange forklaringer til!! Han nævner ikke kur, men har bare lyst til en dansk vand. Takker måske ind imellem nej til kage, men folk nærmest plager ham til at tage det forbistrede kage eller endnu en portion is. De siger endda selv, de synes han har fået en ølvom!! Folk er sgu underlige?!! Man gør som du vil, det er dit liv, og gerne et langt og sundt liv, ikke??!!

#9 af Rov (slettet)

Tror det er en del af vores underlige kultur at det er "hyggeligt" at spise,
og hvis man ikke grovæder ødelægger man hyggen. Noget fis selvfølgelig :)

#10 af rdrd (slettet)

Da jeg gik i gymnasiet var min bedste venindes ynglings beskæftigelse at tage flødekager, tørkager og andet kræs med til mig fra arbejde. Den gang kunne jeg æde 5 flødekager uden det gav udslag i vægten. Det kunne hun ikke, så hun fik en hvis tilfredsstilelse af at se mig konsumere de enorme mængder.
Alle, inkl. mig selv, har altid været vandt til at jeg kunne æde som et svin til trods for at jeg dengang vejede mellem 48 og 52 kg.
Så kom jeg ud for en rideulykke som 18 årig og kaboom 2 måneder efter vejede jeg 77 kg. Lige siden har jeg haft svært ved at acceptere at jeg ikke kan spise de samme mængder mere, og har derfor svært ved at sige nej når jeg bliver budt.
Nu håber jeg at 30 bliver et magisk vendepunkt, hvor jeg endeligt finder et trykt og stabilt leje igen.