Tirsdagsvejning, uge 5

#1 af iakob

Buh! Min vægt og mig enes ikke ret godt. Jeg er inde i en periode med massiv travlhed, grænsende til det stressende. Og så ryger der jo nemt lidt ekstra guf indenbords - samtidigt med at motionen er på absolut stand by.

Perioden varer til marts - i den periode har vi både forrygende travlt på arbejde OG jeg skal læse til et certificeringskursus (dvs der er eksamen). Og så er der jo børnene, som også skal passes og tages steder hen og så videre.

Puha.. men jeg bliver nødt til at gøre noget ved min vægt, den er steget siden sidste uge og det duer jo ikke. Men der kan ikke blive tale om en hel tørlægning ligesom i starten af januar - det holder jeg ikke til samtidigt med det andet.

Så det må være mådehold, som er vejen frem lige nu. Ingen slik til hverdag og den slags. I næste uge vender jeg tilbage med en mere skikkelig vægt.

#2 af tynd74

puh ha men kan jo blive helt træt! på dine vegne med alt det du har foran dig ;O) håber du får lidt frirum ind imellem hvor du kan puste ud ;O)

min vægt er fin. jeg vejer 71kg,jeg har tabt lidt igen og bmi siger 25,2. hvor er jeg tæt på nu. jeg er nu tilfreds bare vægten ikke overstiger 72kg men det kunne da være rart at se bmi på 25 efter at jeg for 2 år siden lå over de 30 i bmi og har været overvægtig i mange år.
har egentlig lidt svær hved at se hvor slank jeg er nu. og bliver næsten lige overrasket hver gang jeg se mig i et spejl i et omklædningsrum i butikkerne ;O) for jeg kan stadig ind imellem føle mig stor men det er nok en gammel erindring om negative føelser om sig selv fra dengang. kan i genkende det ??
lise

#3 af bruger slettet

flittiglise ... kender godt det du skriver der :-) for ca. 5 år siden tabte jeg mig over 20 kg (desværre er de - og flere - røget på igen) men jeg kan huske det der med at se sig selv i en butiksrude, tænke "hvem fanden var det - hun så sgu da godt ud" og så er det én selv ;-) Jeg følte mig som en fugl fønix der rejste sig fra asken – og den følelse skræmte mig faktisk rigtigt meget. Pludselig vidste jeg ikke helt hvem jeg selv var; jeg kunne ikke helt følge med – og jeg synes nogle gange det var næsten ubehageligt at fyre begyndte at kigge på mig igen; det var for nyt, for svært, for "meget". Er der andre der kender de følelser? Denne gang vil jeg sørge for at min psyke kan følge med mit vægttab. Hmm gav det her indlæg nogen mening overhovedet??

#4 af tynd74

hej pige28

ja dit indlæg gav udemærket mening. ;O)

på en måde ja det er ligesom nu ,når man ser sig selv;
hvem er det?? er jeg så tynd osv.
jeg synes nu min psyke burde være med, da jeg tabte mig over lang tid. og det med at fyrene , ja ikke bare dem, men folk i det hele taget studere en op og ned og rigtig betragter en, det er svært at vænne sig til . men vi må jo tage det som en positiv ting i stedet for og jeg synes du skal nyde det nu mens du er på vej nedad i vægt igen og ligeledes glæde dig over nyt tøj i mindre størrelser. og vær stolt hver gang du går 2kg ned
men jo jeg kender føelsen
lise

#5 af bruger slettet

Her går det heller ikke særlig godt. Jeg holder naturligvis mine gode vaner, dvs . sund mad og masser af motion, men har lyst til mad konstant og spiser derfor meget mere frugt end jeg burde, plus en smule tørret. Føler mig tyk og klam og ulækker , øv.. Det værste er jeg ikke engang har en undskyldning modsat Iakob - jeg har bare lyst til mad og ingen ide om hvornår det stopper eller hvad det kommer af.. Har det rigtig skidt med det... Det eneste er at jeg er begyndt uddannelsen som fitnessinstruktør, hvilket ligger yderligere til min danseundervisning; eksempelvis trænede jeg 7 timer med fysisk aktivitet af middel eller hårdt niveau i lørdags, 4 timer både torsdag og fredag ud over mit normale. Ved ikke om det kan være grunden til min øgede sult eller lysten til mad? På den anden side kan jeg godt finde på at spise et æble selvom jeg ikke er sulten. Prøver dog at holde det lidt nede med vand, te og cola light. Nå så næste uge er jeg bange for ikke er spor bedre...

#6 af iakob

AmalieZaar: Måske er det årstiden? Om meget kort tid, så stiger temperaturen og blomster titter frem og vi får mere lyst til at være aktive og sunde, fremfor at pakke os ind i tæpper og spise og drikke varm kakao.

Flittiglise og pige28: Jeg kender godt følelsen af at man synes man kikker på en anden person. Kender I den om at inden i enhver tyk pige er den en tynd pige og en masse chokolade? Sådan var jeg. Jeg har altid haft et fremmedgørende forhold til mit fedt - det var ikke mig. Jeg var led og ked af mig selv og over at jeg var tyk - men jeg har altid haft følelsen af at den rigtige mig - sådan udseendemæssigt - sad indeni al fedtet og kunne ikke ses.

Så da jeg fik tabt mig, så var det mere: "Nå, sådan ser hun altså ud. Hun ser ældre ud end jeg forestiller mig. Jeg ville ønske jeg havde kendte hende da hun var 20 år. Oh well... nu er hun her". Men som 40-årig gift kone så har man måske også en mere praktisk tilgang til at fyre kikker (man tager jo hvad man kan få :-).

Jeg tror man skal tænke over nogle ting - og få disse ting sat på plads inden i sit hovede. Først og fremmest er der nogen som bruger deres overvægt som en slags skjold mod omverdenen - en måde at skjule sig på. Hvis man har gjort det, så kan det naturligvis være en voldsom oplevelse at miste det skjold. Det handler om at være udadvendt og indadvendt, det handler om selvsikkerhed (som faktisk tit kommer med årene efterhånden som man bliver lidt ligeglad med hvad andre tænker) og det handler om at man tænker over hvordan man vil være som person. Kvinde (mand) eller mus? Sig selv eller sin skygge?

Og så handler det om at man lærer at tage mod komplimenter - at man lærer at smile og sige tak og blive glad. Der er på nettet forskellige sider som kan give gode råd om at tage mod komplimenter - det kan være en god idé at læse dem.

For mig har vægttabet også meget været et spørgsmål om at tænke over tingene, at tage gamle skeletter ud af skabet og forholde sig til dem (f.eks. til drillerierne fra skolen). Og så har jeg øvet mig i den nye personlighed - jeg er f.eks. ret konfliktssky - især overfor folk som er tæt på mig, men samtidigt har jeg klare ideer om hvordan jeg vil have tingene. Det har givet anledning til en masse trøstespisning når folk behandlede mig uretfærdig eller trådte mig over tæerne eller gik for tæt på mig - og jeg aldrig nævnte det for dem. Jeg øver mig i at blive lidt bedre til at tage konflikter - og det er meget svært for mig stadig.

Jeg købte bogen The Beck Diet Solution, som handler om cognitiv træning i at ændre spisevanerne. Jeg har også læst en smule i "7 gode vaner" som jeg dog aldrig gjorde færdig fordi den er for langt ude. Og så har jeg læst "The No-Diet Diet" som også handler om cognitiv træning i at ændre vaner (ideen er at alle vaner hænger sammen og griber ind i hinanden - og at man skal ændre vaner i hele sit liv for at kunne ændre sine spisevaner varrigt. Hvis man f.eks. ikke glor TV om aftenen så kan man heller ikke udføre vanen med at proppe i munden mens man ser TV).

Disse bøger handler alle om cognitiv træning. Det handler om at identificere problemerne, lave en plan - og så GØRE tingene. Gøre dem om og om. Og at gentage "mantraer" som "NEJ TAK" og at tænke positive tanker som: "Jeg kan godt spise sundt", "Jeg kan godt tabe mig" og så videre.

I skal nok ikke regne med at jeres psyke automatisk følger med, hvis I taber jer langsomt. Der skal træning til. I skal have ændret nogle indgroede tænkemønstre og det kræver at I gør noget aktivt. Når en fyr smiler til jer og måske endda kommer med en kompliment og I får det dårligt, så tænk helt bevidst: "Hvor er han sød" eller "Jeg ser jo også brandgodt ud - han skal jo være blind for ikke at kunne se det" og smil så tilbage igen ... formuler sådanne sætninger i hovedet (eller bedre: sig dem højt hvis I er alene). På den måde kan man øve sig i at blive bedre til at acceptere og sætte pris på komplimenter. Men det kan være svært.. så det gælder bare om at blive ved.

En anden ting man kan gøre, er at give andre komplimenter. Det kan virkelig også være en god øvelse. Men husk at virke troværdig - ellers tror folk bare at I er ironiske :-D

#7 af bruger slettet

Jeg håber det er årstiden. Også fordi det synes så svært i og med det er de rigtige ting jeg spiser; men spiser bare for meget af dem; for mange æbler, pære eller lign.

Jeg har det lige nøjagtig som dig Iakob; jeg har altid set mig selv som den tynde "lækre" pige. Måske også fordi jeg i folkeskolen var slank og ret dullet, så havde en masse fyre omkring mig og var meget populær.

Da jeg så kom i gymnasiet tog jeg en masse kilo på, og lige pludselig var jeg ikke den hotte pige mere. Oveni var jeg blevet vildt flippet og ret rebelsk, så på det tidspunkt var jeg ligeglad - der var jeg sådan lidt: "Jeg er pisse sej og gider ikke underlægge mig skønhedsidealet - tag mig eller lad vær."

Da jeg blev opmærksom på min vægt igen og egentlig gerne ville være hende drengene synes var lækker, kunne jeg ikke helt forsdtå de ikke gjorde på trods af jeg havde ændret stil og gik med dyrt lækkert tøj - i miine øjne var jeg stadig den slanke pige; i hvert fald indeni. Jeg tror også det var derfor mit vægttab blev en succes - der var bare ikke andre alternativer, fordi jeg ikke kunne eller kan affinde mig i rollen som den tykke pige. Alt hvad jeg er og står for er bare ikke i overensstemmelse dermed; så jo jeg kender det bestemt godt med ruden og spejlet og billederne, men mere den anden vej: Hvem fanden er hende den fede, der går der?? Nåååå - det er mig selv!!

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ALDRIG vil blive fed igen, for det VIL jeg simpelthen ikke være.
Måske har det også noget at gøre med hvor stor man har været - hvor meget kognitivt arbejde man har brug for og hvordan ens selvbillede er??? Jeg var måske en str.44, da jeg var størst; det er meget i forhold til den 34/36 jeg er nu, men ikke i forhold til samfundet generelt, så jeg er aldrig blevet opfattet som den fede pige, mere som buttet og bred...

#8 af bruger slettet

Apropos komplimenter tror jeg ikke det har noget med str. at gøre, men med samfundet generelt. Janteloven og så fremdeles ligger bare ikke op til , at man tager imod komplimenter uden indvendinger.

#9 af iakob

Janteloven kan måske gøre det svært for nogen at give komplimenter - men det er absolut ens egen valg hvordan man tager imod dem. Man skal bare øve sig at tage mod dem på en pæn og glad og let måde.

Det kan godt være at en kompliment rammer lige ned i hjertekulen, der hvor man er mest øm efter i årevis at have døjet med mindreværdskomplekeser på det område. Men for den person som siger det, så kan komplimanten sagtens være en meget overfladisk høfligheds-ting - som f.eks. at sige "tak for mad" og "det smagte godt" selvom det bare var standard spagetti med kødsovs.

Det kan også være at den som giver komplimenten selv har ømme områder på det punkt - og at det derfor er en måde at sige "gid jeg også var sådan" eller "jeg har prøvet" eller "det er også lykkes for mig".

Og angående blikke.. så er det da HELDIGVIS ikke forbudt at kikke. Jeg er gift med to børn og jeg kikker stadig efter fyre. Ikke fordi jeg vil noget med dem, men fordi det af og til behager mine øjne og mit sind. Man bliver da glad af at se den dejlig fyr (hvis han så også er pæn, så gør det da ikke noget). Hvis der er nogen som kikker - så smil til dem ! Det kan være det gør en forskel i deres dag - og det skader i hvert tilfæde ikke.

Amalie: jeg var nu aldrig den lækre... jeg var altid lidt udenfor i skolen. Men min image dengang var en "lille frækkert", en drenge-pige (tomboy). Men jeg er helt enig: det var bare ikke mig, der er tyk. Det var min krop. Desværre var det mig og mine personlige problemer som gjorde min krop tyk. Derfor har det været meget vigtig for mig at finde ind til årsagen til at jeg blev tyk - og ikke bare symptombehandle ved at betragte selve fedmen som det egentlige problem. Problemet var at jeg ikke brød mig om at tage konflikter. Problemet var at jeg aldrig rigtig havde konfronteret mig selv med min skoletid, hvor jeg blev drillet.... og så videre.

At blive normal-vægtig i sig selv har naturligvis gjort mig et gladere menneske - men det har al den selvransagelse såsandelig også. Jeg ved bedre nu hvor mine svage punkter er - og så er det da nemmere at tage sig sammen til et skænderi, når man har fokus på at man ikke bare skal finde sig i hvad som helst for husfredens skyld.

Det eneste jeg stadig har problemer med, er faktisk trøstespisning når jeg har mega-travlt og bliver stresset. Så jeg forsøger i stedet at sætte tempoet ned engang imellem. At finde huller i min tid til f.eks. at være lege-mor med mine børn og så bare lade opvasken stå til næste dag. Men lige i tiden er det altså svært at finde den slags tid. Jeg er færdig med alle pligter (inklussiv læsning) mellem 21.30 og 22 om aftenen - men heldigvis så stopper det først i marts og jeg har bedre tid i weekenderne, som vi så prøver at holde fri for alt for mange gøremål.

#10 af bruger slettet

Komplimenter: Det jeg mente var egentlig ikke janteloven i forbindelse med at GIVE komplimenter, derimod at TAGE IMOD komplimenter forstået på den måde at det ligger så dybt i os, at vi ikke skal tro vi er noget, er bedre osv., så istedet for bare at sige og TÆNKE "tak, det ved jeg squ godt" hvis folk siger man ser skide godt ud, så kommer der altid et men, eller en eller anden side bemærkning for lige at trække den ned på jorden: "Tak men det og det kunne være bedre" eller "tak, men du er altså pænere" ; eller hvis nogen beundrer og komplimenterer ens livsstil: "Tak, men jeg drikker altså cola light, så jeg er slet ikke særlig sund"
Det er det jeg mener med at være dårlig til at tage imod komplimenter, og det er det jeg mener ikke er specielt for overvægtige eller tidligere overvægtige alene. At man så selv bestemmer hvordan man tager imod dem i sidste ende, tror jeg hurtigt vi kan blive enig om....