Andre der har haft en spiseforstyrrelse som de prøver at overvinde?

#11 af Maribel (slettet)

Som Nove siger, tror jeg ligeledes der er mange der, ikke nødvendigvis har en diagnose, men som kæmper fra tid til anden med forstyrrede spisemønstre. - og kan nikke genkendende til det.
På trods af jeg har lagt i stabilt vægtmæssigt i mange år, efter indlæggelse med anoreksi i de helt tidlige teenage år, kæmper jeg stadig (til tider) en daglig kamp med tankerne der følger. min spiseforstyrrelse har dog skiftet en smule karakter gennem årene, fra restriktivt madindtag til overtræning/opkastning og senest c/s.
Jeg har senest måtte erfarem at den eneste måde jeg kan holde de bulimiske tendenser og c/s fra døren har været ved at oppe mit indtag, og affinde mig med et man som tidligere(?) spiseforstyrret står overfor en række udfordringer og fristelser der hurtigt kan blive svære at klare på forsvarligvis, så derfor har åbenhed overfor min omgivelser været vigtig, så de kunne hjælpe mig med at holde mig i ørene.

#12 af leneappel (slettet)

Har også kæmpet med bulimi gennem mange år. Det startede da jeg var 18 år og jeg har stadig tilbagefald. Er nu 24 år. Forsøger virkelig at lade være, men når overspisningen først har taget over har jeg meget svært ved ikke at gå ud og 'få det væk'....
Det er dog gået rigtig godt over julen og mit nytårsfortsæt er at blive kvit med bulimien en gang for alle :)

#13 af Wolfgirl (slettet)

Lene: Det er også mit nytårsforsæt! Kan være vi kan støtte hinanden i det :)

#14 af Maribel (slettet)

Hvordan har I tænkt jer at gribe det an?
har I nogen strategier til at undgå/komme ud af binge/purge trangen? - hvis man kan sige det sådan?

#15 af Wolfgirl (slettet)

Jeg har en kostplan jeg følger slavisk.. eller forsøger på det..
Jeg har to fokusområder: kulhydrater og mellemmåltider.
Når jeg får nok af ovenstående så går det nemmere.
Det vigtigste er ikke at blive oversulten..
Sørge for at få tanket ordentligt op efter træning..
Det er vildt svært..

#16 af Girl next door

Maribel:

Da jeg i sin tid havde fået nok af at have bulimi - hvis man kan sige det sådan - prøvede jeg i lang tid at komme ud af mønsteret, men uden held. Indtil jeg pludselig forstod, at for at stoppe mønsteret, så måtte jeg bryde det, der skabte mønsteret.

For mit vedkommenden betød det, at jeg måtte sætte farten ned. Meget langt ned. Jeg måtte begynde at skabe tid til mig selv, få noget ro på, så jeg ikke var så presset hele tiden. Og først der hjalp det en lille smule. Næste skridt - som var det der hjalp allermest - var, at sørge for at spise på en måde, der holdt mit blodsukker stabilt. Stille og roligt aftog trangen til at binge/purge og pludselig en dag opdagede jeg, at jeg ikke længere havde behovet.

Jeg tror dog på, at en gang bulimiker... Når jeg bliver meget presset, ikke har tid til mig selv, ikke kan mærke mig selv, fordi der sker for mange ting omkrig mig, ikke får spist rigtigt og/eller i tide, så kommer trangen op i mig. Det er min ventil, min livline... og det er min fineste opgave at sørge for, at jeg forhåbentlig aldrig at får brug for den igen.

Held og lykke med at bryde dit mønster :-)

#17 af Maribel (slettet)

Wolfgirl; det lyder som en rigtig fornuftig tilgangvinkel til det. særligt det med kulhydraterne - for jeg må nok indrømme, det særligt er her jeg faldet i fælden.
Vi får tudet ørene fulde med kulhydrat, særligt under vægttab/vægtvedligehold/sund kost, er djævlens værk. (jeg ved det er sat lidt på spidsen, men.. yeah)
hvilket for mit vedkommende resultere i, jeg er meget restriktiv i min tilgang til kulhydrater -> hvilket føre til ekstra cravings for kulhydratholdige fødevarer -> hvilket gør, jeg ender ud i at tygge/spytte netop disse fødevare -> som udløser sving i blodsukkeret, der hurtigt falder igen, -> og man er tilbage i endnu større cravings efter dem, og en ond spiral er dannet. suk.

men en kostplan lyder som en mulighed. det kan i hvert fald aldrig skade.

Girl next door;
ja, netop det at se hvornår det går galt, - og forebygge, det må være vejen til succes. ja, og selvfølgelig anerkende hvad det er spiseforstyrrelsen giver en - siden man gang på gang falder tilbage i de gamle mønstre/skal kæmpe for, ikke at gøre det.

Til jer begge, ja alle i tråden, beundre jeg jeres ærlighed og åbenhed.
jeg tror på, kun ved at være åben og tale om problemerne kan man finde en løsning på dem.
derudover er det dejligt at høre, der er andre som er godt på vej mod en forandring. det giver håb!

#18 af mille03 (slettet)

Hvor er det fantastisk at der er så mange der har skrevet i mit indlæg, tusinde tak for jeres tid og ærlighed. Jeg er 32 år og på barsel med min lille prins på 4 mån. Lige nu vejer jeg 78 kilo og det driver mig til vanvid hver dag. Min normal vægt er 62-64 kilo. Jeg har fået 4 skønne børn med min dejlige mand igennem årene. Efter hver fødsel er min bulimi/ anoreksi vent tilbage. Jeg har været tilknyttet stolpegården men det lykkedes dem kun at hjælpe mig midlertidigt. Jeg vil blive fri fra den her satans sygdom nu. Jeg er så bange for at min krop en dag står af pga den overlast jeg udsætter den for og med 4 børn kan jeg ikke tillade mig at tage chancen. Efter denne graviditet har jeg tænkt mig at tabe mig på den sunde måde, selvom det er en krig og det tager lang tid. Jeg vil ikke udsætte migselv for det her mere!!! Jeg blir bare så frustreret over overvægten, selvom jeg lige har født kan min psyke slet ikk klare den.

#19 af Girl next door

Mille: Jeg kan varmt anbefale dig Flad mave bøgerne. Ikke for at få flad mave, men for at få styr på det med maden. Det har i den grad hjulpet mig. Håber du får styr på det - kan i hvert fald høre at du har tænkt meget over det og er langt ude over "bare" at ville være slank og have en pæn krop.

Det er sådan et svært mønster at bryde, men det kan lade sig gøre. Jeg har har selv været rigtig langt ude med bulimien og ved hvordan det er at være slave af mad og især følelser, der ikke er til at rumme eller håndtere. Hvordan alting går op i at planlægge det næste "måltid" og sørge for at komme af med det igen uden at blive hørt imens.

Med 4 børn, så er der selvfølgelig pres på din hverdag - og det er nok der du skal kigge på, hvordan du på nogen måde kan skabe lidt rum til dig selv, så du også kan være der og ikke har brug for ventilen, som bulimi i hvert fald er. Håber du forstår hvad jeg mener.

Kærlige tanker herfra :-)