Bliver man nogensinde tilfreds?

#1 af bruger slettet

Ja, indholdet er lidt som overskriften antyder. Bliver man nogensinde tilfreds? Kan man ikke altid lige tabe lidt mere, stramme lidt ekstra op osv.? Jeg synes squ det er hårdt; langt hårdere end dengang, der rent faktisk var tale om tiltrængt kilo at tabe...

#2 af Superwoman

Jeg synes faktisk jeg var tilfreds da jeg vejede omkring de 58 kg - min kæreste synes jeg var blivet for tynd og synes 60-62 er pænere.
Men jeg blev faktisk tilfreds og gladere i min hverdag - og mere åben.
At jeg så har taget det på igen jeg tabte, er en helt anden historie - men jeg arbejder på det...

Næste gang bliver jeg sikkert lige så tilfreds men jeg vil bare prøve at koncentrere mig mere om at holde vægten.
Jeg gider dog ikke være på kur hele livet - livet skal også nydes - jeg vil gerne kunne tage på restaurant med kæresten og nyde en god middag sammen med ham uden at skulle stikke til en salat hele aftenen. Jeg vil også gerne kunne nyde noget chokolade og tage en af min farmors hjemmebagte småkager uden at min dag skal være ødelagt. Jeg skal bare sørge for ikke at gå amok i det. Nyde med måde.

Jeg synes da også at du skulle være tilfreds - du har nået dit mål og har en sund vægt - endda i den lave ende af BMI'et. Man skal huske at stoppe op og nyde det man har :-D

#3 af bruger slettet

På mange måder er jeg da også tilfreds - det er da fedt, at kunne passe en 36, der bare sidder end min tidligere 44, hvor dellerne bare væltede ud. Det er da også vildt fedt ofte at få komplimenter for sin krop og blive spurgt til råds. Men alligevel... Der er jo altid en ekstra delle, der kan fjernes, noget der kan strammes op osv... Og de områder har jeg meget svært ved at fjerne fokus fra, fordi man ved, hvad der skal til - det kræver jo bare lidt mindre mad og lidt mere motion ( ja mindre, ikke sundere; der er jeg allerede )
Rationelt set ved jeg jo godt jeg burde være tilfreds, og det er jeg da også langt hen af vejen - ingen tvivl om det - men alligevel... Selvom jeg ved, hvad der skal til, synes jeg stadig det er hårdt. Også fordi det føles som om kroppen er begyndt at kæmpe imod ( Teori: At kroppen måske har fundet sit naturlige leje?) Så jeg til tider bare bliver vildt sulten; ikke lækkersulten, men fx. rugbrødssulten eller lign.

Det er også i perioder, for selvfølgelig er jeg nogengange tilfreds i perioder. Op til jul synes jeg det var meget meget nemt. Men synes virkelig januar er hård rent psykisk. Der er SÅ meget fokus på kost og motion, og jeg kan let blive revet med: " Ja nu skal jeg da også lige få rettet ekstra op på mine kost og motionsvaner og kompensere for den onde onde december " - problemet er bare, at jeg kun havde 3 dage i november / december, hvor jeg skejede ud, og det var udelukkende med alkohol og en ekstra rugbrødsmad, da jeg havde drukket. Samtidig havde jeg mange dage med ret meget underskud, men det synes jeg at glemme i januars-slankeræs.

Mht at nyde tror jeg ikke jeg kommer til at nyde mad på samme måde mere. Hvis jeg skal ud og have en middag, ER den gode middag salaten.

#4 af bruger slettet

PS. Tak fordi du tog dig tid til at besvare mit indlæg. Det er som om mange ikke rigtig kan overkomme at tale om de psykiske ting, men hellere vil snakke om kur-strategier og motionsplaner :-)

#5 af Superwoman

Du må ikke tage det ilde op men jeg bliver altså lidt bekymret når jeg læser din sidste besked.
- Du er en størrelse 36 (det har jeg aldrig været - heller ikke da jeg vejede 58 kg) -det er størrelse small...
- Du tænker utroligt meget på (mangel på)mad og hvordan du kan tabe dig endnu mere - selvom du allerede er superslank og garenteret flot (du får komplimenter)
- Du skriver selv at du ikke kan nyde mad på samme måde

Kan du se hvor jeg vil hen? Altså det er lidt fy-fy at sige, men tænk på at stoppe denne utilfredshed med dig selv inden du udvikler en spiseforstyrrelse - mange forstyrrelser starter jo også en slankekur der går over gevind. Jeg har desværre meget smertelige erfaringer på dette område så det er derfor jeg bliver bekymret når du siger disse ting - for en spiseforstyrrelse er faktisk ikke noget jeg ville ønske for min væreste fjende(og det mener jeg virkelig). Jeg siger ikke at du har en nu - men pas på du ikke udvikler en.

Jeg ville ønske jeg kunne sige de rigtige ting for at hjælpe...men det er jo desværre op til dig :-(

#6 af bruger slettet

Jo jeg ved godt jeg hele tiden balancerer på grænsen - tager det bestemt ikke ilde op. Har også søgt læge men hun tog mig absolut ikke seriøst. Problemet er lidt at jeg ikke aner hvad der er normalt og om der overhovedet findes et sådan. Hele min barndom og ungdom har jeg jo haft et forkert forhold til mad, der gjorde mig overvægtig, så ved ikke hvad et naturligt forhold til mad ville være. Spørgsmålet er således også hvornår der er tale om retningslinjer og krav for at være den størrelse man ønsker, og hvornår der er tale om et sygeligt forhold til mad, hvis du forstår hvad jeg mener?
Jeg prøver så vidt muligt at kæmpe mod den dårlige samvittighed osv., men man bestemmer desværre ikke altid selv over sine følelser.
Jeg bliver jo nødt til at gøre noget for at bibeholde min nuværende vægt, men hvor meget det kræver, aner jeg ikke...

Jeg har som sagt haft det fint i et par måneder, men har virkelig brug for at komme ud med det midt i januar og slankeræs. Det er den der konstante medie bevågenhed, der hyler mig helt ud af den....

#7 af bruger slettet

Nåå ja og når jeg har snakket med mine veninder om det har det altid været svært. Enten er de selv på kur og forstår ikke alvoren i det; bare endnu en kur snak, eller så er de tidligere bulimikere eller anoretikere og emnet er for dem et tabu og meget omtåeligt.

Jeg synes bare vægtvedligeholdelse er så svært, fordi man hele tiden lever i angsten for at tage på.

#8 af Superwoman

Jeg kan sagtens se problemstillingerne. Jeg er slet heller ikke sikker på at veninderne kan hjælpe dig - særligt ikke hvis de selv har problemer på området. Jeg ville nærmere sige en psykolog - men de er bestemt ikke nemme at betale hvis ikke man har en henvisning.

Jeg tænker at du er nødt til at finde nydelsen ved mad (igen). Hvis du bare ser mad som brændstof jamen så er det nemmere at sige "jamen så kører jeg bare liiiige lidt længere på literen".
Hvis mad derimod også er en nydelse så vil det måske være nemmere at se mad som noget positivt. Sådan at du ikke falder i anorektiker-fælden hvor man ser maden og sult som fjender der skal bekæmpes.
Start f.eks. en mad-nyder klub - måske sammen med veninder, eller måske er det bedre med studiekammerater/arbejdskollegaer hvor I ikke har en masse historie. Klubben er et sted hvor I fokuserer på mad-smag og at prøve helt nye smagsoplevelser frem for kalorier. Tillad digselv dage hvor madens smag er det, det drejer sig om.

Det er mit forslag men igen, det er jo dig der styrer dit liv. På godt og ondt - men især godt :-D

#9 af iakob

Lige efter min kur, var jeg tæt på panisk angst for at tage det hele på igen. Jeg tror at jeg havde lidt svært ved at forstå at mine drømme var gået i opfyldelse og at jeg frygtede at vågne op fra drømmen.

Men jeg har altid været madglad - og en slikmund. Så jeg fandt i løbet af en sommer ud af at selvom jeg synes det var virkeligt, virkeligt lækkert at kunne passe størrelse small så var det ikke afsavnet og besværet værd. Jeg er jo 40 nu og har for længst sat røv. At være størrelse small når man bliver ældre og alt hænger lidt mere, det er ikke så nemt som når man er 20 år. Jeg har dog sjældent været så glad som dengang jeg købte en bluse i størrelse small.

Når jeg kikker på min krop, så ser jeg absolut også mulighed for forbedringer. Men det er ikke og har aldrig været mit mål at blive åleslank, ung og smuk. Mit mål var at stoppe med at være fed. Så jeg kan da godt stå og være utilfreds med en delle hist og pist (huden har heller ikke trukket sig helt, så der er også lidt ekstra på maven af den grund) - men det ender altid med at jeg tænker på hvor fed jeg var dengang for 1½ år siden og tænker at det alligevel er godt gået.

Det hjælper også at jeg har sat et fast mål for min succes. Først havde jeg sat den til 58 kilo (jeg endte min slanke-periode nede på 56½ kilo) og senere satte jeg den op til 60. Det forekom mig mere realistisk at jeg kan holde en vægt på 60 kilo.

Jeg har været på skrump i januar. Efteråret gik med sygdom for mig og min familie. Rigtig meget snot og hoste. Det blev for svært at spise ordentligt så jeg spiste en del forkert mad i den periode og lidt for meget. Og slikkede nok også lidt for meget. December var julemåned - og med det i betragtning så var den god. Jeg tog nok et par kilo på i selve december. Så da vi kom til januar og vi var blevet frie for forkølelser og halsbetændelser så gik jeg på en særlig skrumpekur, som ikke indvolverer mindre mad - men som ligger tæt op af at få smilies her på madital (jeg noterer dog ikke mere). Desuden er alkohol, slik, kage, fastfood mv forbudt (der er nogle få undtagelser).

Da jeg startede januar lå jeg på 64,7 kilo - nu er jeg nede på 60,9. Jeg tror en del af vægttabet er vand.

Om man bliver tilfreds? Det skal man jo være. Jeg vil hellere være en person som hviler i sig selv og som man kan invitere til fest uden at hun bliver depri over alt det gode mad som hun ikke må få - end veje 4-5 kilo mindre. Man kan ikke få begge dele og så må man vælge og være tilfreds med sit valg.

Prøv at eksperimentere lidt med at sammenligne dig med før din kur. Har du gemt tøj fra dengang, så prøv det. Ellers så tag et målebånd og indtil den på lårmålet fra dengang og put det så om låret. Ellers til dig på vægten og sæt margarine-pakker op indtil du er på den samme vægt som dengang. Prøv at løbe lige så langt som du kunne løbe i starten.. etc etc. Det hjælper nogen gange på det hele at kikke bagud og se hvor langt man er kommet.

HVIS du virkelig synes salat ER den gode menu - så fred være med det. Det sker der ikke noget ved - bare du nyder det og ikke blot nøjes.

Prøv at lave noget cognitivt arbejde med dig selv. Når du tager dig selv i at tænke at det også kan blive lidt bedre - eller være utilfreds med en delle eller sådan noget - så vend det lige i tankerne og find på noget positivt at tænke om dig selv og dit udseende. Gentag for dig selv hvorfor du godt kan være tilfreds. Sig det evt højt til dit spejbillede. Det er sært og underligt og folk kikker mærkeligt på een hvis de hører det. Men det hjælper.

#10 af bruger slettet

Nu må I heller ikke misforstå mig. Jeg er mere tilfreds end før - langt mere. SOm jeg skrev i et tidligere indlæg ELSKER jeg at være tynd, og min selvtillid har i den grad fået et skub i den rigtige retning. Det er dejligt at kunne danse og blive kastet rundt med. At benene kan komme op, kroppen kan komme ned uden dellerne er i vejen.

Jeg er tilfreds med mit valg, med min livsstil, med min mad og min motion, jeg ved det kræver noget af mig, men der er så mange sidegevinster jeg ikke vil være for uden. Det jeg synes er hårdt er IKKE måden jeg spiser og dyrker motion på - det ER tankerne, specielt angsten, men ligeså meget billedet af den tykke pige i spejlet. Og det er ligeså meget tankerne der bekymre mig. Nu har jeg været i vægtvedligeholdelse stadiet i mange måneder efterhånden, og føler ikke det kan passe at tankerne om mad skal fylde så meget i ens dagligdag; specielt ikke den dårlige samvittighed , der er forbundet med en ekstra rugbrødsmad.

Jeg prøver spejlet, og det hjælper. Et eller andet sted ved jeg jo godt jeg ikke er blandt de mest uheldige , når det gælder udseendet.

Jeg har det også meget bedre idag, men Januar er alt for hård for min psyke!