Beregn dit talje-hofte-forhold
Er dit kropsfedt fordelt på en måde, der er sund for dig? Dit talje-hofte-forhold er en stærk indikator for, om du har øget risiko for livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme og type 2-diabetes.
Beregn dit talje-hofte forhold
Indtast dit taljemål og hoftemål og få beregnet dit talje-hofte-forhold herunder.
Se også: Sådan måler du din talje og hofte.
Sådan måler du din talje og hofte
Da mange er i tvivl om, hvor man præcist placerer målebåndet, når man måler sin talje og hofte, er her en lille guide:
- Mål direkte på huden – Fjern tøj fra området omkring talje og hofte.
- Mål din talje – Placer et målebånd rundt om din talje, midt imellem det øverste af hofteskålen og det nederste af brystkassen. Foretag målingen ved afslutningen af en udånding.
- Mål din hofte – Placer målebåndet rundt om den bredeste del af dine hofter/bagdel.
Indtast dine mål direkte i vores talje-hofte-beregner og få straks dit resultat.
Eller del din taljeomkreds (cm) med din hofteomkreds (cm) på lommeregneren:
Talje-hofte-forhold = taljeomkreds (cm) / hofteomkreds (cm)
Hvad er et sundt talje-hofte-forhold?
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) gælder følgende retningslinjer:
- ✅ Kvinder: Et talje-hofte-forhold under 0,85 betragtes som sundt.
- ✅ Mænd: Et talje-hofte-forhold under 0,90 betragtes som sundt.
Et talje-hofte-forhold over disse grænser er forbundet med øget risiko for livsstilssygdomme.
Hvorfor måle dit talje-hofte-forhold?
Dit talje-hofte-forhold fortæller, hvor på kroppen dit fedt er placeret – og netop placeringen af fedtet har stor betydning for din sundhed.
Forskning viser, at fedt omkring maven (den såkaldte æbleform) øger risikoen for helbredskomplikationer som forhøjet kolesterol, forhøjet blodsukker, type 2-diabetes og tidlig død. Derimod udgør fedt på hofter og lår – som ofte ses hos kvinder med pæreform – ikke nogen nævneværdig risiko for følgesygdomme (Richelsen, 1991).
Denne viden bygger på såkaldte prospektive undersøgelser – altså studier, hvor man følger mennesker over tid og ser, hvem der udvikler sygdom. Det gør det muligt at undersøge, hvilke faktorer (som fx fedtplacering) der øger risikoen for sygdom i det virkelige liv.
Hvad er sundhedsrisikoen:
- Æbleform (mest mavefedt) = højere risiko
- Pæreform (mest hofte/lårfedt) = lavere risiko
Hvorfor giver et højt talje-hofte-forhold en øget risiko?
Fedt omkring maven er mere sundhedsskadeligt end fedt på hofter og lår. Mavefedt lagres omkring de indre organer og udskiller skadelige stoffer, der fremmer inflammation og øger risikoen for sygdomme som hjertekarsygdomme, type 2-diabetes og forhøjet blodtryk.
Personer med æbleform (hvor fedtet sidder omkring maven) har generelt en højere risiko for livsstilssygdomme, da mavefedt metabolisk er mere aktivt og påvirker kroppens hormoner og stofskifte negativt. Derimod har personer med pæreform (hvor fedtet sidder omkring hofterne og lårene) ofte en lavere sundhedsrisiko.
BMI eller talje-hofte-forhold - hvad er bedst?
Ved at beregne dit talje-hofte-forhold kan du få en bedre forståelse af din sundhedsrisiko end ved kun at se på eksempelvis din BMI.
Se også: Beregn dit BMI
Sundt taljemål for kvinder og mænd
For at reducere risikoen for livsstilssygdomme anbefales et maksimalt taljemål på 80 cm for kvinder og 94 cm for mænd.
Et taljemål større end 80 cm for kvinder øger risikoen for følgesygdomme. Ved et taljemål større end 88 cm er risikoen stærkt forøget.
Et taljemål større end 94 cm for mænd øger risikoen for følgesygdomme. Ved et taljemål større end 102 cm er risikoen stærkt forøget.
Taljemålet er en vigtig sundhedsindikator, da fedt omkring maven er forbundet med øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og forhøjet blodtryk.
Sundere mad og motionsvaner
Vil du vide mere om din sundhed, herunder specifikt dine mad- og motionsvaner, så kan kalorieberegneren Madital.dk være et godt valg for dig.
Sådan gør du
Opret en profil for at komme ind i en god proces med sundere vaner.
Mere info om talje-hofte-forhold
- World Health Organization. Waist Circumference and Waist-Hip Ratio: Report of a WHO Expert Consultation, Geneva, 8–11 December 2008. Denne rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) gennemgår evidens for brugen af talje-hofte-ratio som indikator for sygdomsrisiko. Den indeholder anbefalinger for målemetoder, køns- og aldersforskelle samt forslag til grænseværdier for forskellige befolkningsgrupper.